Mandag – Vermilion Cliffs, mere om den Californiske kondor – og om ammunition

Smuk morgen der møder os, da vi kører over til Ellen og Chris! Eller rettere – bare over til Ellen, for Chris er allerede smuttet. Han skal hente en gruppe på til en VIP-tour rundt i området med fokus på kondoren.

Små kaniner uden for vores soveværelse…

Ellen har lavet morgenmad-to-go til os, breakfast tortillas med æg og kød. Jeg når lige en kop kaffe og så er vi på 4 hjul. Vi kører ud i det blå med retning mod vest. Undervejs fortæller Ellen om de mange, mange hikes, hun har været på heroppe gennem årene og de ting, hun har set og oplevet. Her er SMUKT og jeg elsker sådan en morgen på vej mod nye oplevelser.

De helt store vidder
Og midt i alt det grønne…

Vi drejer op af en grusvej (som der er umådeligt mange af her), og kører vel omkring 8 km ud af den, inden vi beslutter os for, at her er et godt sted at hike. Vi beslutter, at vi går op ad Kaibab Plateau – den anden side af vejen kommer vil til at se nærmere på senere, blot oppefra i stedet for nedefra.

Vi kigger på planter, blomster, vi taler om vejret, området vi går i, hvordan det må have været at leve her for 100-vis af år siden – og hvordan det vil være at bo her, fremfor i by eller i skov… her er de helt store åbne vidder – og mange vil nok synes, at her ikke er NOGET som helst udover ingenting… men vi er alle 3 meget enige om, at her er SMUKT og at vi faktisk alle 3 godt kunne bo her 🙂 Det her sted gør noget ved mig, som jeg kun oplever engang imellem – følelsen af indre ro, følelsen af grounding på et sted i naturen – følelsen af at være hjemme.

Claus approves!

Vi går op af skråningen og ned igen – i alt går der et par timer, inden vi ender ved bilen igen. Vi har selvfølgelig timet det med, at vi skal mødes med Chris og hans gæster, så vi kører hen til vores aftalte mødested og venter på dem, til de kommer.

Her starter så en køretur på knap en time på ekstremt ujævne klippefyldte veje, der kun kan forceres med terrængående køretøj. Det er kun her i USA, jeg nogensinde har været så meget off-road som det her. Turen er smuk – landskabet træder ind i mit hjerte med store træsko på – som jeg kun oplever det engang imellem herovre. Jorden er rød, det vrimler med firben, egern og præriehunde, solen står højt på himlen og jeg suger det hele ind.

Endelig når vi toppen, hvor vi skal være. Jeg hopper glad ud af bilen og bliver mødt med en slem stank og tænker bare what the f***?
Ellen skynder sig at forklare mig, at på ladet af den bil, der holder parkeret her, ligger der kadavere (?)! Ja altså, her hvor vi er nu – det er her, de har en stor indhegning til kondorerne – her er de, til de er klar til at blive genudsat. Og selvfølgelig skal de spise! De bliver fodret med kalvekød (hele kalve), som køres ind om natten, for at de ikke vænner sig til, at det er mennesker der kommer med føde. Og når de er færdig med at spise på kadaveret, ja så skal det jo ende et sted – og det er på ladet af den bil! Okay, kan vi så komme videre herfra? Vi lader Chris og hans gæster gå forrest og Chris fortæller om stedet her, hvordan de arbejder og hvad de laver. Vi følger med og vi har ikke gået langt, før… dér… lige foran os, ser vi pludselig… en KONDOR!

Jeg står helt stille og kan næsten ikke bevæge mig. Jeg står lidt og kigger på – de er langt oppe og alligevel lige hér. Claus ser på dem gennem kikkerten og jeg venter tålmodigt – jeg kan jo se dem med det blotte øje – men selvfølgelig gør det en kæmpe forskel, da jeg får kikkerten i hånden. Wauw, de er store, de svæver hen over himlen, næsten uden vingeslag. Ravnene, som flyver rundt om er tissemyresmå i forhold til 🙂

Okay, okay, så går vi da videre, men ind imellem er jeg nødt til at stoppe op og kigge mod himlen. Da vi kommer ud til klippekanten, stopper vi alle op og mens Chris taler med gæsterne, trækker Ellen, Claus og jeg  os lidt ud til den ene side. Der flyver flere af dem derude, 1, 2, 3 – ind og ud af vores synsfelt.

Det er simpelthen så stort det her. Jeg minder dig lige om, at for bare 2 dage siden vidste jeg stort set ikke andet om den Californiske kondor, end at den har været næsten uddød og hvorfor – og at Chris arbejder med dem heroppe. Nu står jeg her på klippen og kigger op på store, majestætiske fugle, som svæver over himmelhvælvingen – og tårerne triller ned ad kinderne på mig. Og så kan du jo passende spørge, hvad jeg græder over.

Credit: Condor Cliffs
Credit: Condor Cliffs

Følelsen af stå her på jorden og kigge op på kondorerne er bare stor! Jeg føler mig ydmyg og virkelig taknemmelig over at have fået muligheden for at se Nordamerikas største fugl, som næsten har været totalt uddød – nu svævende frit over mit hoved i al sin storhed. Det er enormt bevægende og stort – en mulighed, ikke alle får. Jeg føler mig heldig og meget privilegeret.
Ellen trøster mig lidt ved at sige, at hun stadig efter mere end 20 år heroppe bliver bevæget og kan fælde en tåre, når hun ser de store, prægtige kondorer flyve frit på himlen. Og her står vi så, to fuldvoksne kvinder og fælder tårer over at se på kondorerne.

Heroppe, langt, langt væk fra alting bor medarbejdere på kondorprojektet på skift i en lille bitte hytte. Ude ved klippekanten er der bygget en stor indhegning, hvor kondorerne er, indtil de er klar til at blive genudsat. Det er et ensomt job i de dage man har vagt heroppe – man er alene – vel en times kørsel fra den nærmeste “nabo”, her bliver mørkt – som i MØRKT heroppe om natten, der er ikke noget toilet eller badefaciliteter, og sikkert ikke meget signal på telefonen. Det sidste ved jeg ikke med sikkerhed – vi ved bare, at vi ikke har noget signal overhovedet! Er man heldig, ser man ikke nogen pumaer (men de ser dig!), men der er mange andre dyr heroppe, som de fleste af os nok ville betakke os for at have i “baghaven”. Men at få lov at stå her og betragte dem – det kunne jeg godt gøre i nogle dage (nok ikke helt alene dog, særligt ikke om natten).

Fuglene der er i indhegningen, er enten unge fugle, som er født i fangenskab  som ser ud til ikke at klare sig godt – eller vilde kondorer, som man ønsker at give et sundhedstjek. Er det tidligere fugle fra fangenskab, som ikke klarer sig godt – eller er syge, tager de dem ind igen og lader dem blive i flokken, til de genudsætter næste gang. Er det “nye” kondorer, som er født og opvokset i det fri, indfanger man dem, udtager blodprøver og monitorerer dem. Viser de tegn på sygdom, vil de blive behandlet og de kommer i indhegningen med de andre fugle, til der genudsættes til september måned hvert år.

Det er voldsomt fascinerende! Desværre bliver vi ikke længe – vi skal følges med gæsterne tilbage til civilisationen. Vi har haft – vel en halvanden times tid heroppe – og jeg har kunnet stå og observere kondorerne både i luften og i indhegningen, og jeg har suget alt ind og placeret det i mit hjerte. Jeg er stille, da vi kører tilbage, tror jeg. Stadig i proces over de kæmpestore indtryk, formiddagen har brudt på. Hold da op – og det er faktisk kun lige godt middag!!!

Der er blevet lavet en dokumentar om Anna og Emma – Ellen og Chris´ skønne døtre, som langt hen ad vejen er opvokset her – omkring kondorerne og projektet for at redde arten. Der ligger en lille trailer på nettet, som SÅ fint beskriver alt det, jeg beskriver her. Derfor deler jeg den med dig, og jeg håber, du vil nyde den og forstå, hvorfor det her gør så stort et indtryk på mig.

Vi kører ned fra Paria plateauet og sætter os på en bænk lige nedenfor, hvor vi netop har været. Selvom der er højt op til toppen af plateauet, kan vi med kikkert se kondorerne flyve rundt oppe på himlen. Det er også herfra, man kan komme i september måned hvert år og se kondorerne blive genudsat. Vi spiser vores frokost, snakker om kondorer og rovfugle og hvad der nu ellers lige kommer op. Chris kører med gæsterne, og Ellen, Claus og jeg beslutter os for at køre tilbage til deres lejlighed, hvor vi kan sætte bilen og gå en tur derfra.

Jaja – en hike mere – vi kan slet ikke få nok af alt den hiking herovre 🙂 Så vi fylder vandflaskerne op og snupper en hike mere. Denne gang vælger vi en af de mindre kløfter tæt på. Vi vælger at gå ned i den og følge den et langt, langt stykke. Efter vinteren og i regntiden er det her vandet kommer bragende ned fra bjergene, samler sig og danner vandløb i større og mindre grad.

Vi har en skøn tur, op og ned af kløfter for at komme tilbage. Vi er tilbage ved vores hus omkring kl. 17, det giver os lige tid til et bad og til at skifte tøj, inden vi går over til Ellen igen en time senere. Aftensmaden er klar og vi får en let og lækker aftensmad, inden næste punkt på programmet.

Chris skal holde et foredrag for en forsamling her til aften, og vi kører selvfølgelig derover for at høre mere om, hvad han og resten af folkene i kondor projektet laver.

Og så er vi tilbage til, hvorfor den Californiske kondor næsten blev udryddet!

Noget af det skyldes tidligere tiders uvidenhed og forsøg på at være mandig (sorry guys)… Op gennem de tidligere år er den Californiske kondor nemlig blevet skudt for trofæet skyld – og æg er blevet indsamlet, fordi de var sjældne. Tænk dig, en kæmpefugl med et vingefang på omkring 3 meter! Det betød noget for mandigheden dengang, at man kunne komme tilbage med noget sjældent og spændende.
Og så er der den største årsag til, hvorfor kondoren næsten forsvandt: Blyforgiftning!

Uanset hvad vi skyder i naturen, så bruger vi ammunition (med mindre vi skyder med bue og pil). Jeg ved, der er diskussioner om bly i Danmark, og jeg ved også, at mange ønsker blyet tilbage i haglpatronerne… Det handler vist mest om, at man tror, det er bedre ammunition! Her er det tilsyneladende ikke en diskussion om sundhed og dyreliv, men om alt mulig andet. Her i USA har man set den Californiske kondor som man har set kanariefuglene i kulminerne helt op til 1980´erne. Når kanariefuglene faldt om og døde, vidste man, at der var et gasudslip fra minerne, og at arbejderne skulle op.

Når man skyder med hagl, er der spredning på haglene – og man efterlader bly i dyr og i natur. Når et dyr dør ude i naturen, måske pga anskydning, er der andre dyr, som spiser det døde dyr – og så har vi balladen! For nu er ådselæderen også blyforgiftet… Skyder man større dyr og skyder man vildt – bruger man riffelammunition, som ofte er bly. Blyet bliver spredt i dyrt ved anslaget. Enten spiser du bly – eller også gør rovdyrene i naturen. Når du efterlader indvoldene i naturen, vil andre dyr spise det og spiser dermed også bly. Lyder det crazy og lidt svært at tro på? Der er jo en grund til, at det har taget så mange år at finde ud af de her ting. Men røntgenfotografi af dyr skudt med bly og indvoldene taler deres eget sprog, og jeg behøver ikke forklare meget mere.

Men netop dette faktum er det, der har slået mange kondorer ihjel. Ud af 58 undersøgte døde kondorer, fandt man at 31 af dem var døde af blyforgiftning. Det er over halvdelen… Denne viden har fået flere stater til at forbyde blypatroner – men forbud er nok ikke vejen frem. I andre stater har man gjort det frivilligt, men man anbefaler blyfri ammunition og tilbyder det enten gratis eller billigere. Jo større opmærksomhed på problemet, jo mere informerede bliver alle. Der laves i dag blyfri ammunition, der er lige så god som blyholdig ammunition, og hvis der var mere bevågenhed og oplysning omkring det – og hvis jægere herefter tog mere ansvar for naturen, de færdes i, ville vi nå langt.
Og med hånden på hjertet – jeg vidste kun meget lidt om omfanget af det her problem. Bliver jeg lettere frelst ift bly fremover? Ja, det gør jeg sgu nok – jeg synes faktisk, det er et kæmpestort problem – både for naturen, for andre dyr – og for os, som spiser kød.

SIKKE en omvej jeg kom – og sikke en lang blog. Er du med mig endnu???

Vi slutter dagen af med en øl/et glas rødvin og en hyggesnak om hvad vi har lavet i dag. Det har været en fantastisk dag med skønne hikes, fantastiske oplevelser og super dejlige mennesker omkring os. Vi er nogen heldige asener, er vi, at få de muligheder, vi får 🙂 TAK!

Næsten fuldmåne… Jeg er forelsket i det her sted!