Søndag – Vermilion Cliffs

Mormon Lake er altid et næsten guddommeligt sted – og morgenerne er vidunderlige 🙂 Her er stille, fredfyldt og smukt. Ellen laver morgenmad til os, alle får et bad og vi får pakket bilerne. Pigerne er hjemme og passer hus og dyr, mens vi tager på tur.

Ellen og jeg tager hendes bil, og Claus og Chris tager Chris´ og hægter båden bagpå – og så tager vi afsted på eventyr. Inden vi seriøst kan komme afsted, skal vi dog lige handle på vejen – og SÅ kører vi nordpå. Det er en smuk tur, hvor Ellen og jeg får snakket om alverdens meget vigtige ting – som det jo er, når to fantastiske kvinder er sammen i en bil i over to timer.

Vi kører nordpå til Vermilion Cliffs. Vi er kørt forbi på en af de tidligere ture herover, men jeg husker det ikke så godt (jeg var ramt af influenza på den tur og det hele fremstår lidt tåget).

Ellen og Chris har deres ”andet hjem” heroppe, som er stillet til rådighed af The Peregrine Fund, som Chris arbejder for. De er kommet her igennem mere end 20 år og kender området godt.

Har du hørt om den Californiske kondor? Ellers kommer du til at læse om den de næste dage. Hvis du har hørt om den, bliver du måske klogere, når du læser med her.

Chris, som er født og opvokset i Californien, blev tidligt fascineret af den store fugl, som desværre allerede dengang var fredet og ekstremt truet. Han tog en Bachelor of science i biologi med hovedvægt på Fish and Wildlife Management. Han har siden 1997 arbejdet på kondorprojekter og siden 2000 har han ledet kondorprojektet i The Peregrine Fund og det gør han med en kæmpestor passion. Han beskriver sig selv som et talerør mellem det videnskabelige, de forskellige forvaltningsorganer og befolkningen. Chris elsker at tale med mennesker – dele sin viden om kondorerne og hvorfor det er så vigtigt at vi passer på dem – og hvordan vi gør det.

Vi kører til Ellen og Chris´ lejlighed, hvor vi læsser deres ting af – og så kører vi ned til der, hvor vi skal bo de næste dage. Det er et hus, der er lejet af The Peregrine Fund, hvor deres Field Manager bor, når han arbejder heroppe, og hvor der også er plads til gæster. Vi får et lille værelse, hvor vi fint kan bo de næste dage.

Vi læsser vores ting af og kører afsted. Ikke langt derfra ligger Navajo Bridge, hvor man kører over Colorado River. Ved siden af bilbroen er der en gangbro – vi parkerer bilen og går ud midt på broen. Her er vildt flot – WAUW!!!! (og ja, det er mit mest brugte ord også på denne tur)…

Cirka midt på broen stopper Chris og kigger over på den ene side af kløften. Yep, den er god nok – og han rækker os kikkerten. Der nede – i en stor sprække i klippevæggen – er der en sort klat… eller rettere: der ligger en kondor på æg! Det er ret svært at forestille sig ret meget omkring det… der ligger en sort fugl på æg… og? What´s the big deal? Og hvad tænkte jeg egentlig omkring den Californiske kondor, inden vi kom herop? Ikke så meget, jeg havde ikke så meget kendskab til den, udover at jeg vidste at Chris arbejder med genudsættelse af dem oppe omkring Grand Canyon. I de 3 dage vi er her i Vermilion Clifs, bliver jeg meget, meget klogere og umådeligt ydmyg over det, jeg oplever.

Hvis du ikke er interesseret i at vide noget om verdens største ådselæder, skal du nok springe de næste kapitler over i dagens blog – og muligvis også nogle kapitler i de næste dages blog 🙂

Den Californiske kondor er den største landlevende fugl i Nordamerika. Det er en rovfugl – en af verdens længstlevende af slagsen – de kan blive 50-70 år! Den er at betragte som yderst truet – og selvfølgelig fredet.

Det er en stor fugl! 1,1-1,3 meter lang, med et vingefang på knap 3 meter og en vægt på 7-11 kg.
Til sammenligning er en havørn (Europas største rovfugl) 70-90 cm lang, har et vingefang på 2-2,45 meter og en vægt på 4,1-7 kg.
Den er sort, hvid under vingerne – og den har et kødfarvet hoved (som dog er sort, til den er ca. 4 1/2 år gammel).

Kondoren er sent kønsmoden og hunnen lægger som regel først sit første befrugtede æg, når hun er 8 år gammel! Den er monogam, dvs hannen og hunnen holder sig til hinanden, bliver forældre og fodrer og opdrager deres unger sammen! Hunnen lægger ET æg… hvert andet år! Say what? Jamen det er sandt. Hun lægger ét æg, det bliver udruget og tiden viser, om ungen klarer det. Når ægget er klækket og baby-kondoren overlever den første skrøbelige tid, bliver den i reden i 6 måneder, inden den kan forlade reden. Hvis den overlever så længe – fodrer dens forældre den i endnu ET ÅR, inden den skal ud i verden og klare sig selv. Og året efter vil hunnen så lægge endnu et æg. Så det er altså en meget langsommelig proces, som kræver store ressourcer.

Kondoren er en ådselæder, den spiser kun døde dyr og går mest efter de store af slagsen (f.eks. krondyr, hjorte, køer, får og bison) – den er altså ikke en rovfugl, som selv fanger og nedlægger sit bytte.

Den Californiske kondor har levet i hele det sydvestlige USA, New Mexico, Californien og helt op til New York. Man har studeret kondoren siden slutningen af 30´erne, og de har været på listen over truede dyrearter siden 1967. I 1982 var der kun 22 Californiske kondorer tilbage i verden, og i 1983-1986 indfanger man alle kondorer sætter sporingsudstyr på dem, sådan, at hvis der skulle dø en, ville man kunne finde dem hurtigt nok til at lave en obduktion for at vurdere, hvad den var død af.

Man vælger at opdrætte dem i fangenskab – og det lyder måske ikke særlig smukt – men alternativet var, at den Californiske kondor ville uddø!!! Er det en cyklus, vi mennesker skal blande os i? Det synes jeg faktisk vi skal – det er os der har skabt problemet, så må vi også tage ansvar for at løse problemet! Så i 1992 påbegynder man genudsætningen af kondoren.

I 2015 er antallet oppe på +450 fugle – og i dag er der flere fugle, som lever vildt end i fangenskab.

Så hvad har problemet så været, hvorfor har kondoren næsten været uddød? Mon ikke det skal med i morgendagens blog, så denne ikke bliver for lang 🙂

Efter at have stået og nydt udsigten på broen i noget tid, går vi tilbage til bilen. Vi kører ned til bunden af kløften til Lees Ferry, hvor Colorado River flyder nok så smukt. Det blæser en halv pelikan (det har vi moret os meget med at oversætte direkte til engelsk herovre og de synes det er mægtig morsomt – for… hvorfor kun en halv pelikan? Anyone knows? For vi gør ikke!).

Nå, men det blæser en halv pelikan og det er egentlig ret koldt, så vi går ikke så længe her, men kører i stedet lidt højere op, stiller bilen og går en skøn tur ud i vildnisset. Vi er stadig nede i kløften, dog væk fra vandet nu. Her er stille og smukt og det skaber en dyb ro indeni mig. Vi ender ude ved en frugthave (?!), hvor træer passes og nurses om hele året, og i sommertiden er det tilladt alle at gå ind og plukke frugt, dog med en begrænsning på 5 gallon, ca. 2,3 kg. Frugten er stadig ikke moden, men her er pærer, abrikoser, figner, ferskener og andet godt. Tænk sig engang! Og sommeren er lang heroppe, så man kan plukke i mange måneder.

Vi går tilbage til bilen og kører til Ellen og Chris´ lejlighed igen. Vi ender med at gå på den lille restaurant, der ligger i forbindelse med lejligheden. Mænderne får ”3 little pigs” og the ladies får en salat – så kan vi deles lidt om det, vi hver især har. Altså ikke fordi mænd er til salat, men jeg vil da gerne smage grisen og et par pommes frites 🙂

Vi er trætte alle 4 – det har været en lang dag, og vi har også planer for morgendagen. Vi kører tilbage til huset og er mega trætte.

TAK! Vi er så taknemmelig for de fantastiske venner, vi har herovre og for de vidunderlige ture, de tager os med på! Den her tur er noget ganske særligt… der er så meget liv, nutid, fremtid, drømme, kreativitet, frihed, natur og storhed her – og at dele det med bedste venner gør det kun bedre.

Sweet dreams eller noget… for jeg kan sgu ikke sove!!! Så jeg bruger det meste af natten på at ligge og lade tankerne køre rundt i hovedet på mig… sommetider er det godt – i nat vil jeg bare gerne sove………….