Yeah vi er endelig i Arizona igen! Maj 2017

Efter en lang rejse tværs over Atlanten, lander vi i Phoenix lufthavn tirsdag kl. 17.25. Vi tænker “hvor skønt, så er vi i Flagstaff ved 21-tiden og stadig vågne”.
Efter halvanden time i kø til immigrationen, gennem tolden, ud til bussen, over efter lejebil og lidt indkøb, må vi sande, at vi først ville være der 22.30.

Jeg forsøger virkelig at holde mig vågen, virkelig! Men mit hoved bliver ved med at “falde ned” og øjnene vil simpelthen ikke forblive åbne. Jeg må overgive mig og have tillid til at Claus er vågen nok til at køre. Det er han heldigvis, og 22.30 triller vi ind i Flagstaff. 22. 45 er vi hos David, hvor vi plejer at bo – og kl. 23 falder vi om i sengen.

9 timer bagud, søvn i flyet på vejen over og for mit vedkommende også i bilen på vej nordpå – ja, så er vores døgnrytme lettere smadret. Så vi vågner adskillige gange og må sande, at det stadig var mørkt og tvinge os til at sove mere. 5.27 giver jeg op og lyset er begyndt at tage over for mørket udenfor. Så det må være okay.

Let udpakning for at få overblik, langt bad og så ud og drikke morgenkaffe og vende verdenssituationen med vores gode ven. Dejlig morgen, hvor vi sidder med bare tæer og t-shirts udenfor og nyder solens tidligere stråler.

Kl. 10 kører vi til Tony for at hente vores ting, vi har ståede fast herovre. En stor kasse, hvor vi har alt mulig praktisk i inkl. tøj – som vi fra år til år tager billeder af, så vi kan huske, hvad vi ikke skal slæbe med igen – og som vi hver eneste år glemmer at kigge på, inden vi pakker!!!!! Så igen i år har vi tøj nok 🙂

SKØNT at se vores gode ven gennem mange år. Tony og hans familie er blevet til mere end en god ven – de er familie. Det er dog kun Tony, der er hjemme på det her tidspunkt, ungerne er i skole og Holly på arbejde.
Tony er survivalinstruktør gennem mange, mange år, men bruger mere og mere tid på at skrive bøger og er derfor meget mere hjemme.

Vi bliver et par timer, forsøger at vende alt, hvad der er sket siden sidste år og griner og græder sammen. Så dejligt at være tilbage.

Så går turen til Sedona. Vi trænger til at få noget varme og noget sol – og selvfølgelig nogle kilometer i benene. Så vi kører sydpå og mærker undervejs at varmen tager til. At køre ind i Sedona fra Flagstaff siden er altid en oplevelse og noget, vi værdsætter meget. Der er dog et større vejarbejde igang for at udvide vejen. Det skærer lidt i hjertet, fordi det er en – for os – meget smuk tur, og med 4 baner i stedet for 2 vil det ændre nogle ting. Den sidste halvdel af turen kan der dog nok ikke gøres meget ved, da det er hårnålesving ned gennem bjergene.

Vi fylder hjerterne op med skønhed og ville ønske vores nærmeste var med os. Det gør vi hvert år – der er så meget, vi gerne vil dele med dem.

Vi kører til et af de steder, hvor vi elsker at gå tur. Temperaturenmåleren siger 30 grader og vi fylder tasken op med vand, frugt og snacks. Selvom det måske bliver en knap så lang tur her den første dag, er vand mega vigtig og sukker skal der også til.

Varmen slår os med det samme… Det er skønt at mærke hvordan hele kroppen bliver varmet op, og på samme tid ved vi også godt, at gåture er bedst morgen og aften – men vi SKAL bare ud. Vi nyder turen – vi har en destination, der ligger ca. 4 km ude – men da vi har gået ca. 3 km, vælger vi at vende om. For det første, kan vi se at der er en del mennesker på vores slutdestination, og for det andet kan vi også godt mærke, at vi lige er landet herovre, at varmen er anderledes, at vi er højere end hjemme i DK og at terrænet er meget anderledes. Så vi vender om og ender med at have gået knap 6 km.

Der skal vand – og selvfølgelig is – indenbords efter sådan en tur!!! Så da jeg fandt en mini Ben & Jerry´s var det totalt ment to be 🙂

Vi triller ud af Sedona igen og mod Flagstaff. Tankerne myldrer rundt hovedet og roen begynder at lægge sig i mine celler. Tankerne er den kreative slags, jeg altid oplever og mærker, når vi er herovre. Idéer for, hvad jeg gerne vil med min business og med mit liv, hvor meget jeg elsker min familie og hvor meget jeg gerne vil dele alt det her smukke med dem… Drømme og tanker for, hvordan drømmene kan føres ud i livet.

Dagen er ved at gå på hæld, sengen kalder og indtrykkene skal synke ind. I morgen er endnu en dag – vi har allerede lagt planer, nu må vi se, hvad dagen byder os.

Jeg elsker livet, jeg elsker de muligheder jeg har og de drømme jeg forfølger ind i virkeligheden. Lev hver dag fuldt ud, nyd det, dagen byder dig – put det ind i den, du selv ønsker dig! Få det bedste ud af i dag – dagen i dag er nemlig en ganske særlig dag – den er din!