27/6-2016: Grand Canyon

Tidligt op! Vi mødes med Troels og med Ida og Morten kl. 7.45. Ida var med på kurset i Florence og Morten er hendes kæreste, som også er kommet over til Arizona for at holde lidt ferie.

Vi får provianteret til turen og kører i to biler nordpå mod Grand Canyon. Det er en smuk tur på cirka 5 kvarter. Det er sjovt at se, hvor meget naturen ændrer sig bare på denne tur – og det er meget typisk områderne heromkring.

27.06.16 Grand Canyon 1
Dansken på tur i Grand Canyon

Vi starter med at køre til et af vores yndlingssteder ved Grand Canyon. Grand Canyon er en kløft, som ligger midt i det nordlige Arizona. Første gang vi var her blev jeg ved med at sige “er det det der” og pegede på noget, der kunne ligne noget der stak ud. Men man kan ikke se Grand Canyon, før man er der! Det er som skrevet en kløft – altså en “revne” i jorden! En ret stor revne altså – den er cirka 446 km lang – den er ca. 26 km bred på det bredeste sted – og den er cirka 1,8 km dyb!

27.06.16 Grand Canyon 2

Vi har et yndlingssted, hvor der ikke er stopfyldt med turister! Det synes vi nu engang bedst om 🙂 Vi går ud til kanten og det har som altid en wauw-effekt! Her er så ubeskrivelig storslået og smukt. Det er simpelthen umuligt at beskrive det – og umuligt at få dybden i skønheden med på billeder! Det skal ses og opleves.
Heroppefra kan man se vidt og bredt – natur, der ser totalt uberørt ud. Skygger der falder på “bjergtoppene” nede i kløften, som er dybt, dybt nede. Nogen steder kan man se vand – det er Colorado Floden, man kan se – den snor sig ind gennem kløften og er nogen steder som en flod – andre steder, som ved Havasupai, er det de smukkeste vandfald, man kan tænke sig. Havasupai er ikke et sted, man kan køre til, men en vandretur man kan tage på – en smuk og fantastisk tur, som vi gerne vil tage jer med på under vores retreat på Mindful Arizona!

27.06.16 Grand Canyon 3

Nå – men lige nu er vi her – med den mest vidunderlige udsigt, som tages med på nethinden, mens vi går tilbage til bilerne. Vi kører nu til Grand Canyon Visitor Center, hvor vi ret hurtigt kan prise os lykkelige for, at vi har set Grand Canyon fra en vinkel, der ikke skulle deles med hundredevis af andre på samme tid. Parkeringspladsen er stopfyldt med biler og RV´s (autocampere af dimensioner)! Men vi skal herind for at komme videre til vores hike.

27.06.16 Grand Canyon 4

27.06.16 Grand Canyon 5

Vi finder langt om længe en parkeringsplads og får tisset af, inden vi tager shuttlebussen. Vi skal med den orange linje, som kører til South Kaibab Trailhead. Her er en skøn vandretur mod Skeleton Point – vi har dog ikke planer om at gå hele vejen i dag. Vi er startet lige lovlig sent for det. Sidst vi gik denne tur, gik vi til Skeleton Point, en tur på 4,8 km. Det er en sej, sej tur – for en ting er at gå ned – men man skal altså også tilbage igen, og så går det opad og det bliver ikke mindre varmt i løbet af dagen. Går man hele vejen ned til bunden af Grand Canyon her, kommer man til Phantom Ranch – en tur på 11,7 km.

27.06.16 Grand Canyon 6

27.06.16 Grand Canyon 7
The crazy Danes!

Men tilbage til dagens tur! Det er varmt og selvom vi ikke planlægger at gå hele vejen til Skeleton Point, er det en tur, som kræver en del af fysikken – selvom turen ned til første punkt kun er cirka 1,6 km, er det en tur, der tager en god times tid. Det lyder af ingenting, men det går stejlt ned og mange steder er det ikke et særlig “gå-venligt” terræn. Det kræver konstant koncentration – og det er varmt.

På vejen nedad møder vi en flok muldyr på arbejde – man kan, hvis man ikke kan/vil gå, vælge at købe sig til en tur på muldyr-ryg. Stille og roligt tempo, men man kommer hele vejen ned og op igen, nogenlunde ubesværet.

Vi stopper op nogle gange undervejs – det er så smukt, at vi nødig kun skal have øjnene på stien uden at se, hvor flot her er. Vi når ned til Ooh Aah Point (ja det hedder det), hvor vi holder pause, får fyldt op på væskebalancen, får taget billeder – og får givet egernet noget vand! Jeg har altid troet det var mig, der var Dr. Doolitle – men se lige her!

27.06.16 Grand Canyon 14

27.06.16 Grand Canyon 8

Vi snakker lidt frem og tilbage om, hvorvidt vi skal gå længere ned, men beslutter at det er fint, når vi også skal op igen (og det skal vi jo).

På vejen op ser vi alle de glade og ubesværede ansigter på de mennesker, der er på vej ned. Vi er nu også rimelig veltilpasse, men jeg husker tydeligt vores første gang, hvor vi gik ned til Skeleton Point og tilbage igen – da så vi bestemt ikke spor glade og ubesværede ud på vejen op. Det er hårdt og det er varmt, og man tror man ved at man kan det hele – men man bliver ret hurtigt overrasket på den knap så fede måde! Det er SÅ vigtigt at have vand nok med – det er IKKE bare en lille slentretur, hvor ½ liter vand er nok. Der er INGEN vand undervejs og der er ingen hvilesteder som sådan. Det er ren, rå natur.

27.06.16 Grand Canyon 9

Da vi er cirka halvvejs oppe, ser vi et par, som vi også mødte, da vi var på vej nedad. De er ikke kommet så meget længere end da vi så dem første gang. De er nu trukket ind i en smule skygge og har det hårdt. Jeg tænker faktisk ikke så meget over det, men Claus og Troels går tilbage til dem. De siger, de har vand nok – men kvinden (som senere viser sig kun at være 16 år) ser ud til at have det virkelig hårdt. Det er ikke hende, der svarer når de spørger om noget. Det gør hendes kammerat, som er med. Hun er forpustet, svimmel, har det skidt og har det meget varmt.

De fortæller, de var en del af en gruppe på 11 mennesker, som sammen var gået ned mod Phantom Ranch. Da pigen for længst havde overskredet det punkt, hvor hun syntes det var sjovt, besluttede de to at vende om. De andre gik videre mod deres destination og efterlader de 2 alene til at gå tilbage. Det i sig selv er totalt kritisk – man lader ikke sine venner alene om at gå tilbage, man bør være mindst 3 i en gruppe, når man har en man skal have ”hjem” – og allerbedst bør man være sammen om både det sjove, men også der, hvor det bliver svært.

27.06.16 Grand Canyon 10

Hun har lange sorte bukser på, tykke sokker og vandrestøvler, langærmet skjorte udenpå en langærmet bluse og en hat, der også strammer under halsen. Rygsækken er spændt godt fast og trykker også på hendes brystkasse. Hun er tæt på at være overophedet. Claus og Troels får givet dem vand til at køle med, de åbner lidt op for hendes skjorte og siger de skal gå fra skygge til skygge, drikke godt og tage den med ro.

Vi går videre. Da vi kommer op til næste skyggepunkt, som der ikke er mange af, holder vi pause. Vi står og taler om de to som har det svært længere nede, og vi beslutter, at jeg tager den ene rygsæk og Ida tager den anden. Vi sender Claus og Troels afsted ned ad igen med frugt og vand, med vores halsklud, som køler en ned med små gelekugler – og de vil sørge for, de to kommer op – mens vi andre går resten af vejen op.

Vi er snart ved toppen og får vejret, får fyldt op på sukkerbalance og væskebalancen. Vi holder øje med dem, men det tager lang tid, før vi kan se dem. Hun er slemt tilredt dernede, er udfordret på vejrtrækning og varme. Hun får ondt i maven på det sidste stykke op. Jeg går dem i møde og tager hende fat om hende også. Vi får hende op, hun kommer på toilettet, vi får noget sukker i hende. Det viser sig, de stort set ingen vand har tilbage!

Hun har det skidt og Claus ringer 911 fra telefonen, som står i nærheden. Ham der er med hende bliver noget bekymret, for de er ikke forsikrede! Men alternativet? Ja, de ville tage op til Visitor Center og ringe efter dem, der skulle have hentet dem dagen efter! Claus og Troels har vurderet, at det må de slås med senere – for her og nu er det ikke godt. Hvis de var blevet dernede en halv time længere, havde det måske krævet en helikopter ned efter hende og det havde været kritisk med hendes tilstand, hvis den var forværret.

south-kaibab-trail-map

Der kommer en gut forbi, som har været EMT (emergency medical technician) i 5 år. Han tjekker hendes puls, som er meget hurtig, men fast og stabil. Han er enig med os i, at vi har gjort det rigtige. Han bliver hos hende og vi tager shuttle bussen tilbage. Vi kan ikke gøre mere og ambulancen er på vej. Vi ser den køre ind, da vi kører ud.

Hvad vil vi så med den her historie? Intet andet end fortælle, hvor fandens vigtigt det er at være forberedt på det man gør! Vid, hvor langt man skal gå, hvor varmt det bliver, terrænet, hav væske nok med, hav salt og sukker med eller elektrolytter, som stabiliserer salt-sukker-balancen. Og til alle, der bare tror det er en lille søndagstur: det er fint! Men hvis du tager fejl og hvis du bliver dårlig undervejs eller hvis du vrikker om eller noget andet – så er det nok meget bedre at have lidt ekstra med end at bringe eget liv i fare og skulle hentes med helikopter! Og rejser du til udlandet, f.eks. herover og vil vandre/løbe/cykle eller noget andet – så sørg for at have forsikringerne i orden!

Beklager det sure opstød – men vi er omgivet af venner herovre, som er dem der ofte har taget imod dem, der troede de kunne klare det, det er dem, der har hjulpet folk ud fra livstruende situationer, det er overlevelsesinstruktører og ”professionelle naturmennesker”. Selv de sejeste kan blive ”vendt rundt”, miste sit vand, forstuve en fod, glemme sit kompas eller sin radio… men er man godt forberedt, klarer de fleste sig ud igen. Til gengæld bliver der i gennemsnit hentet 4 mennesker med heat stroke (hedeslag) ud af Grand Canyon HVER DAG i perioden maj-september!

Skærmbillede 2016-07-04 kl. 07.58.56

Nok om det – beklager, jeg bliver bare lidt overophedet (!), når jeg ser og hører om folk, der ikke har de her ting in mente, når de bevæger sig i naturen herovre.

Vi kommer tilbage til vores biler, og vore veje skilles. Ida og Morten skal videre på deres ferie og Claus, Troels og jeg kører tilbage til Flagstaff. Vi er trætte efter dagens tur. Vi kører en tur i REI, en af de gode outoorbutikker herovre, og kigger på udsalgsvarer (det er snart 4. Juli og der er tilbud allesteder). Vi holder os dog pænt i skindet og kører op i byen i stedet. Vi går på Pita Pit og får en lækker pita – snakker lidt om Danmark med de unge gutter, der står bag disken og får rundet vores tur af.

Vi sender Troels afsted til hans sidste overnatning og ønsker ham god tur hjem.

Vi kører tilbage til ”vores hus” og går næsten direkte i seng. Dagene herovre starter tidligt, og vi går tidligt i seng – og det er jo ikke fordi vi bare går og triller tommelfingre i løbet af dagen.

27.06.16 Grand Canyon 13
The crazy Danes