22/6-2016: Arizona og med på øvelse!

Så går turen til Arizona. Claus er allerede taget afsted for snart 2 uger siden. Han er i Florence (Arizona) med Flyvevåbnet som instruktør på et kursus i ørkenoverlevelse.

Jeg lander i Phoenix ved 18 tiden og bruger nogle timer på at komme gennem immigrationen, finde bagage, hente og pakke bil. Jeg køber noget mad på vejen og er på hotellet i Florence ved 22-tiden… Dejligt at se Claus igen, få lidt mad – og en kold øl. Jeg får en times tid på øjet, inden vi skal ud i felten til de 5 hold, som er i gang med det første døgn af deres øvelse.

Godmorgen

Jeg har ingen anelse om, hvor vi kører hen – jeg er bare dødtræt, men jeg har lovet at tage en lille tjans om natten.

Øvelsen går ud på, at hvert hold er crashet med deres fly i et konfliktfyldt område, hvor de skal forsøge at navigere til et sted, hvor der er ro, så de kan komme hjem og ikke blive fanget af ”the bad guys” undervejs. Om dagen skal de ikke flytte sig, men forholde sig i ro – og bevæge sig gennem terrænet fyldt med kaktusser, skorpioner og andet godt, når mørket falder på og hen over natten.

20160623_114629873_iOS

Sammen med Phil, som til daglig arbejder som SWAT står jeg ved et af de punkter, holdene skal igennem. Vi er ”the good guys”, men vi skal dog se, hvad vi kan få dem til at fortælle os. Idéen er selvfølgelig, at vi skal få dem til at tale dansk sammen, hvor jeg så har muligheden for at høre, hvad de siger. Amerikaner er jeg ikke – og en amerikaner kan jeg ikke snyde – men det lader til, at de danske hold tror på, at jeg er amerikaner.

20160624_150532847_iOS

Det bliver en lang, men super sjov nat med de underligste samtaler om Danmark, hvorfor de kom forbi ”vores sted” osv – og lidt i klokken 5 om morgenen er vi færdige og solen er ved at stå op.

Vi takker af, vi kører tilbage på hotellet og får nogle timer på langs, inden Claus skal arbejde igen (og jeg skal sove)!

De næste dage går med afslapning i varmen og ture ud i ørkenen for at se, hvordan det står til hos holdene.