3/6-2015: Sedona igen – bare os to…

Sedona kan man aldrig for nok af – vi kan i hvert fald ikke.

I går var det fuldmåne, og der er altid Full Moon Drumming på Cathedral Rock. Men vi kørte altså ikke tilbage i aftes, selvom jeg mægtig gerne vil opleve det, synes jeg alligevel 2×1 time ekstra i kørsel var liiiige i overkanten.

Dagen i dag er afsat til vores egen tur til Sedona, hvor vi skal op på “vores” sted på Cathedral Rock. Vi kører tidligt fra Flagstaff, men inden vi når til Back O´Beyond, er klokken alligevel 8.30, og parkeringspladsen er næsten allerede fyldt. Der er EN plads tilbage – tak for det…! Nå, men jeg har “selvfølgelig” min tromme med. Når jeg nu ikke kunne være her og nyde andres trommer i går, ja så må jeg jo tage min egen med i dag. Så med den spændt godt fast på min rygsæk, med masser af vand i taskerne og med morgenfriskheden strålende ud af os, gør vi os klar til at skulle op på bjerget.

Inden da hilser vi på en Park ranger fra US Forest Service, som står med kikkerten fremme. Der er en Peregrine Falk (Vandrefalk), som har rede der oppe på en af afsatserne. Han er dog ikke helt tilfreds, fordi der burde være noget at se på dette tidspunkt… æggene burde være klækkede, men der er ingen bevægelse deroppe, hvilket jeg (selvfølgelig) også får tiltusket mig et kig på med hans mega kikkert. Det betyder sandsynligvis, at de ikke er lykkedes med at få unger i år. Øv, hvor ærgerligt…

IMG_6905aOkay, men anyways, så er vi klar til at skulle op på Cathedral nuuuuu… Jeg ELSKER den her tur, men jeg glemmer hvert år, hvor udfordrende den er nogen steder. Jeg har lige kigget lidt på www.tripadvisor.com, hvor mange beskriver turen op her som et absolut must-do, men også en vældig udfordrende tur, som nogen opgiver, inden de når halvvejs. Det er som regel ved det, de kalder Butt Crack, nogen giver op. Hvis man er villig til at arbejde lidt for det, får man en helt og aldeles uforglemmelig oplevelse, når man kommer op. Vi har filmet lidt undervejs.

Turen op tager ikke så lang tid, som man kunne tro – det føles bare uendelig langt, fordi solen allerede bager og det er en udfordrende opstigning. Det tager cirka 30-40 minutter, alt afhængigt af, hvor mange stop der tages på vejen op. Vi når op på ”sadlen”, det midterste flade stykke på ”toppen”, hvor turen umiddelbart ender. Udsigten er intet mindre end fantastisk – det er eventyrligt at stå her oppe, se ud over naturen, som ligger for vores fødder til begge sider. Vi står lidt her, tager billeder… og lister stille og roligt videre, hvor der ellers tydeligt står ”Trail ends”… Det er en rute, vi har fået overleveret af gode venner, og som vi holder tæt ind til kroppen. Hvorfor vi ikke lader alle andre få del i den? Fordi så vil det ikke længere være det helt særlige sted, som det er nu… vi når op til ”vores sted”. Der er andre heroppe, og det passer mig virkelig ikke haha! Jeg havde jo en plan om at jeg ville sidde heroppe og hygge mig med min tromme – den skulle lige herop og ”indvies”. Det lyder skørt, men sådan er det at have et helt særligt forhold til et helt særligt sted 🙂

Tiden går, og jeg er lige ved at tænke, at vi nok bare må gå ned igen. Der er 3 ”hold” heroppe, først 2 – og da de går ned, kommer der 3 japanere med vandrestave. Jeg forstår det simpelthen ikke… det her er altså ikke en vandretur i skoven, men en lettere bjergbestigning, hvor man ofte må have 3-4 flader på stenene (2 hænder og 1 fod, eller omvendt, og på vejen ned kommer bagdelen også i brug)… Men det skal jeg jo ikke gøre mig til herre over – jeg kan bare konstatere, at jeg ikke kunne gøre det… jeg skal have hands-on, også i forhold til (eller måske endda specielt i forhold til) at komme op på et bjerg! Jeg sidder på den side af bjerget, hvor der stadig ikke er sol. Det er okay – solen kommer også her – før eller siden, hvis jeg ellers bliver siddende længe nok!

Men pludselig er de alle væk… kan det virkelig passe? Er der ikke andre på vej op? Nope, den er god nok… Frem med trommen – jeg vil så gerne have oplevelsen af at sidde her oppe på mit helt særlige sted, høre de monotone trommeslag og mærke vibrationerne her, hvor energien for mig er virkelig stærk. Så jeg sætter igang, og ja, jeg nyder bare at sidde her. Det lyder meeeega tåbeligt, når du læser det – måske – men det er simpelthen så fantastisk! Jeg trommer i 20 minutter, helt uden forstyrrelser, helt uden nysgerrige sjæle. Mens jeg trommer, kommer solen frem på min side. Den varmer mine tæer, mine ben, og til sidst sidder jeg helt i solen. Det er virkelig specielt, en helt enorm wow-fornemmelse i krop og sind.

Bagefter er der den her helt vilde summen, som trommen har sat igang… alt vibrerer ligesom, alt lever – wow igen (i øvrigt mit yndlingsord, når vi er i Arizona, fordi der er SÅ meget at sige wow til)!

IMG_6916a

Efter at have siddet her lidt og summet løs, er vi klar til at gå ned igen. Vi har siddet her et par timer nu, og får spændt trommen fast igen, samler vores ting sammen, og går nedad. Ingen andre har vist sig her oppe, og vi møder heller ikke nogen på det første stykke ned. Men da vi runder det første hjørne – lige inden vi kommer ned i ”sadlen” igen, møder vi to damer – måske mor og teendatter. Jeg går forrest og går forbi. Idet jeg passerer dem, siger hende, jeg tror er moderen: ”Thanks for the drumming”… Øøøøh, ja jeg bliver nok lidt befippet, for jeg vil jo ikke genere nogen med det… så jeg spørger ”Oh you heard it?” – ”Yeah I recorded it – it was AWESOME”!!! Øh okay så… ”Well I didn´t want to disturb anyone”, og får bare igen ”No no, it was just awesome”!

Og så bliver jeg sgu lidt glad… at gøre andre glade med trommen er jo det, jeg gerne vil. Jeg syntes jo selv, lyden deroppe var super fed, fordi lyden bevæger sig mellem bjergene. Havde måske ikke lige tænkt så meget over, at andre sikkert også kunne høre det. Vi fortsætter nedad, og Claus hører flere der siger, at de hørte et eller andet på vej op – som om nogen trommede! Host host, jojo det var bare mig…

IMG_6909a

Ned ad Butt Crack´en igen. Ned ad er det også altid lidt udfordrende – skal man gå/kravle forlæns eller baglæns. Jeg kravler ofte baglæns, så jeg har hænderne ind mod bjerget. På den måde kan jeg bedre se, hvor jeg træder – og kan bedre gribe fat, hvis der skulle ske noget. Det kan godt være, jeg ser latterlig ud på den måde, men det er bare SÅ ligemeget – sikkerheden kommer først. Bjergsiderne er varme – når man kommer hen på formiddagen, er alting så opvarmet, at det kan være svært at holde ordentlig ved… jeg er glad for, at vi ikke først går op ad nu. Vi når helt ned på parkeringspladsen igen. Klokken er vist omkring 14, og solen står højt på himlen og det er meeeega varmt. Der er stadig mange, som går op – og mange har bare en halv liter vand med, hvis overhovedet noget. Jeg undres gang på gang over, at man ikke tænker sig mere om. Jeg har prøvet det der med, ikke at få vand nok herovre. Det er rædselsfuldt – man får hovedpine, kvalme, bliver træt og bare rigtig skidt tilpas. Så skal kroppen på overarbejde, og det er altså bare ikke rart.

Vi kører hjemad mod Flagstaff igen. Turen er altid lige smuk, og jeg glædes lige meget hver gang. Det ER bare smukt! Og ja, vi har taget en video på vej fra Flagstaff til Sedona en af morgenerne – men vi har ikke fået den redigeret endnu, så den kan lægges op. Det kommer – liiiiige om lidt.

IMG_6920a

På vej ud af Sedona ligger Clear Creek Trading Post. De har mange spændende ting, men jeg er meget målrettet i forhold til, hvad jeg skal bruge i dag. Tony har nemlig tilbud at hjælpe mig med at lave men tromme og det tilbud kan jeg jo ikke afslå. Så jeg går efter at finde en rund træramme til trommen og et skind, der passer til. Min syntetiske tromme er 16” – den her bør ikke være mindre, men de har kun en 15” og en 18” – jeg vil helst ha´ den store, men de har ikke ret mange mellemstore skind. Enten er de for små, eller også er de alt for store. De har stort set alt i skind herinde, ged, hest, kronhjort, elg osv. – men de store er jo alt for store (og dyre). Ham, som hjælper mig inde i butikken vil lige kigge ude bagved – måske har han et skind, der er delt. Jeg venter ret spændt, mens Claus og jeg taler om størrelser og muligheder. Han kommer tilbage med et forholdsvist stor skind – men det er delt, og derfor vil han sælge det til en god pris til mig 🙂 Det er mega flot med en lækker naturlig farve og patina – I like! Så jeg forlader biksen med lækker trommehoop (rammen) og et skind af kronhjort.

Vi kører tilbage til Flagstaff med brede og tilfredse smil, trætte ben og rødt sand på sko og strømper – mellem tæerne og langt op ad benene 🙂

Sedona er et lidt sjovt sted… det er stedet, hvor rigtig mange såkaldt frie tænkere og “alternative” mennesker er blevet tiltrukket til gennem mange år. Det er et sted, som er kendt for sine mange vortexes (steder med meget kraftigt centreret energi), og hvor mange, som har mediteret på nogle af de kendte vortexes, fortæller om ny klarhed og fokus i livet – sådan lidt en spirituel opgradering, om man vil. Sedona tiltrækker både buddhister, alle retninger af kristne, native americans (Indianere) og shamaner. Sedona er også det område i hele USA, hvor der rapporteres om flest UFO´er. Og hvem ved – jeg ved kun, hvad jeg selv mærker, når jeg træder ind i nogle områder hvor jeg er helt alene, og hvor naturen omslutter mig med al sin power.

For mig er et vortex ikke et af de steder, som nogen har defineret, og hvor folk står i flokke og alle synes de mærker energien. For mig er de mest hellige og powerfulde steder dér, hvor jeg er alene, eller næsten alene, og mærker suset af energi gennem krop og sjæl. Det finder jeg flere steder her i og omkring Sedona, hvor de indfødte gennem århundreder har brugt som hellige steder.
Sedona ER et helt særligt sted, uanset hvor mange millioner, området tiltrækker om året (mellem 2 og 4 mio.)… Det handler om at finde det sted, der giver dig netop det, DU søger.