1/6-2015: Superstition Mountains dag II

Så får vi morgenkaffe og pakker sammen...
Så får vi morgenkaffe og pakker sammen…

Vi er vågne ved 7.30 tiden, får lidt vand i hovedet, børstet tænder, og sætter morgenkaffen over. Vi er ude af pladsen cirka 45 minutter efter, og fortsætter eventyret i Superstition Mountains.

Vi kører gennem det smukkeste landskab ad Apache Trail, op ad snoede og smalle veje, hvor der ikke er meget plads til modkørende trafik. Heldigvis er det mandag – en helt almindelig ugedag, hvor der ikke er mange biler på vejen. Undervejs ser vi, at bjergene ændrer sig – der kommer et nyt lag på, som vi ikke har set tidligere. Vi tager flere stop undervejs, hvor vi nyder udsigten – set fra oven, er det tydeligt at se, hvor der er vand – alt er meget grønnere og mere frodigt. Oppe i bjergene er det meget mere tørt.

Lake Apache i sigte...
Lake Apache i sigte…

Landskabet er smukt, dragende og man kan hurtigt få lyst til bare at bevæge sig ud på en meditativ vandretur, hvor hjernen får ro og stressen forlader kroppen.

Undervejs fortæller Tony om, hvor ofte det faktisk sker, at helt almindelige mennesker fra f.eks. Phoenix drager ud på en søndagstur her ude i Superstitions – og kommer galt af sted.

Området er KÆMPEstort, der er sjældent mobilsignal, det bliver ubarmhjertigt varmt, og der er ingen vand at finde de fleste steder. Folk kommer galt af sted, de vrikker måske om, falder, kommer af stien, skal liiiiige…. Selv erfarne hikere forsvinder, fordi noget går galt… det er ikke kun ”almindelige mennesker”. Forsøger jeg at piske en stemning op? Næh egentlig ikke, jeg forsøger bare at sige, at det ikke kun er smukt at være i naturen her – man skal altid forberede sig på, at noget ikke går som det skal.

Turkey Vultures morgensoler sig ved Lake Apache...
Turkey Vultures morgensoler sig ved Lake Apache…

For eksempel kan det være ens redning, at man sørger for at efterlade en plan til sin kæreste, ægtefælle, mor eller hvem der nu venter en hjem… forklare, hvor man skal hen, hvor længe man forventer at være væk, og hvor ens tur forventes at starte og slutte. På den måde ved redningsfolk, hvor de skal lede, hvis man ikke kommer hjem indenfor forventet tid.

Nå, nok om det (næsten – der står noget helt nede i bunden også, hvis du er interesseret i at vide mere)…

Vi fortsætter ad Apache Trail, kører ind i Tortilla Flats, en lille spøgelsesby. Her fortælles også historien om The Lost Dutchman, som jeg skrev om i går. Ellers er her bare et par små bitte souvenier-butikker, en restaurant og en gammel skole (som vist mest bare er et udhus i størrelse i dag).

Smuk morgensol!
Smuk morgensol!

Vi går ind på restauranten, ikke fordi vi skal spise, men fordi Tony synes vi skal se det.

Det første der slår os er, at der er 1-dollar sedler OVERALT!!! På væggene og i loftet, über alles! Det er helt vildt – her må være for mange, mange penge, hvis man pillede dem alle ned. Det er gæster, der gennem årene har sat 1-dollar sedler op, når de har besøgt stedet. Derudover, så er alle barstole med sadel på – det ser vældig hyggeligt ud.

Vi kører videre – vejen er meget bedre nu, og efter noget tid kommer vi til et smukt sted med den ”blåeste” sø, man kan forestille sig. Det er Saguaro Lake – mange sejler rundt med små både og nyder en solskins-mandag. Her er sikkert propfyldt i weekenderne. Vi har ikke så mange stop mere på turen, udover at vi skal til Phoenix, hvor vi har en aftale. Vi kører gennem Apache Junction, og inden længe er vi på motorvejen. Vi kører til et hyggeligt sted, hvor vi får en kop kaffe og en chocolate chip cookie (nøøøøj den er go´!!!) og nyder solen.

Det er næsten middag, og vi kører til vores aftale hos US Palm. Der bliver udvekslet historier og grej til den helt store guldmedalje. Det har jeg ikke såååå forfærdelig meget forstand på! Til gengæld har en af dem den skønneste hund – toptrænet til at være servicedog – ledsagerhund til at hjælpe en person med forskellige vanskeligheder i hverdagen og som passer på denne person.

Vi spiser frokost sammen på Buffalo Wild Wings, inden vi kører tilbage til Flagstaff.

Det har været en skøn dag – og nu er vi altså også trætte…

Smuk udsigt på Apache Trail
Smuk udsigt på Apache Trail
Det er tydeligt, hvor der er vand i bunden af bjergene.
Det er tydeligt at se, hvor der er vand i bunden af bjergene.
Claus, Tony og mig
Claus, Tony og mig
Tortilla Flats...
Tortilla Flats…
Restauranten i Tortilla Flats med sadel-barstole!
Restauranten i Tortilla Flats med sadel-barstole!
1-dollarsedler OVERALT i restauranten!!!
1-dollarsedler OVERALT i restauranten!!!
Lake Saguaro - dælme smukt!
Lake Saguaro – dælme smukt!
Suk... sommetider er det umuligt at tage billeder af naturen!
Suk… sommetider er det umuligt at tage billeder af naturen!
Cafe Latte og Chocolate Chip Cookies i Phoenix!
Cafe Latte og Chocolate Chip Cookies i Phoenix!

Bare lige et lille hik omkring det med naturen her ovre. Jeg forsøger på ingen måde at være bedrevidende… men jeg har en dyb, dyb respekt for at bevæge mig ud i vildnisset – ud på de små stier i bjergene. Som hustru til en survival-instruktør, med mange hundrede kilometer i benene herovre fra gennem de sidste 10 år, og med utallige gode venner, som arbejder med survival og wilderness skills i deres hverdag, har jeg lært at man er nødt til at være forberedt!

Jeg læste forleden et Facebook opslag af en, som beskriver ørkenen i Arizona som noget man ikke skal frygte – at den ikke er eernsom, uoverskuelig, ensformig og på mange måder utryg, men derimod rummelig, farverig, dragende og fredfyldt.

Jeg er helt enig i, at det er både rummelig, farverig, dragende og fredfyldt – men man skal virkelig ikke undervurdere den… Det er totalt afgørende, at vi har respekt for bjergene, vildnisset og ørkenen. At vi har forberedt os, inden vi begiver os ud i naturen herovre. Falder du og brækker en fod… så er du altså på den! De fleste steder er her ingen signal til mobiltelefon mm, og uden meget vand holder du ikke længe her.

Eksempelvis er der hvert år ca. 250 mennesker, der bliver reddet ud af Grand Canyon. Det sker, fordi folk bevæger sig ud i naturen uden den nødvendige forberedelse, fordi de tror de kan klare sig med en halv liter vand og ikke tænker over de forhold, de bevæger sig ud i!

Det er netop de her ting, Claus underviser i, og de kurser vores gode ven Tony afholder – fordi… hvis bare én lille ting går galt, hvis du kommer af sporet eller får en skade undervejs, er det livsvigtigt at vide, hvad du kan og bør gøre. Naturen herovre er IKKE kun rummelig og fredfyldt, men også barsk og til tider ubarmhjertig. Naturen er den mest kontante “dommer”, du kan møde… Der er stort set aldrig mulighed for at få en chance til, hvis du begår en fejl eller når først skaden er sket, hvis du ikke er velforberedt.