31/5-2015: Superstition Mountains dag I

It´s all about love
It´s all about love

Søndag den 31. maj – i dag skal vi på tur med Tony 🙂

Vi mødes hos ham ved 10-tiden, og får pakket vores ting ind i hans bil – og så er det ellers bare af sted ud i det blå. Vejret er godt, og Tony har lagt en plan! Han har i flere år gerne villet tage os med til Superstition Mountains, som er en række bjerge ikke så langt uden for Phoenix. Overordnet set er det et KÆMPE område, hvor mange hikere desværre forsvinder. Det er ørkenområde, tørt, varmt og til tider ubarmhjertigt.

I tidernes morgen (19. århundrede) fandt en tysk immigrant Jacob Waltz (ca. 1810–1891) efter sigende en guldmine, som han fortalte vidt og bredt om. Han holdt dog dens position hemmelig i alle de år han levede.

Antikvariat - dælme mange skydere!
Antikvariat – dælme mange skydere!
Antikvariat - dælme mange MANGE ting!
Antikvariat – dælme mange MANGE ting!

Han døde pludseligt i 1891, efter kort tids sygdom, uden at have fortalt nogen om guldminens position. I mange år efter – og stadig i dette århundrede, har guldjægere forsøgt at finde guldminen – The Lost Dutchman´s Gold Mine – uden held.I forsøget på at finde den, er mange gået til her ude i det barske bjerg- og ørkenlandskab – og der går ofte flere år, inden man finder ligene efter dem, da området er så stort, barskt og svært fremkommeligt.

Mange dayhikers fra Phoenix (helt almindelige mennesker, som bare vil på en hyggelig søndagstur) er forsvundet i the Superstitions, fordi de bare lige vil gå en tur, ikke kender området, ikke efterlader sig en plan over, hvor de er gået hen, og ikke har vand nok og de nødvendige ting med i tasken. Her i Arizona er det livsvigtigt, at man har vand nok med, da der kun ganske få steder er vand at finde, og varmen i sommermånederne er meget høj.

Første stop på turen er i Payson, hvor vi skal have benzin på. Vi kommer forbi en antik-butik, som har…. det største udvalg af antikviteter og gammelt ragelse, jeg nogensinde har set! Kaffestel, smykker, pyntegenstande, potter og pander, knive, pistoler og geværer, møbler, alverdens ting og sager. Aldrig har jeg set så meget på et sted! Her går vi rundt med hagen nede på brystet i en halv times tid, inden vi kører videre. Payson er en hyggelig by, som har cirka 10.000 indbyggere.

Al Siebers mindesten
Al Siebers mindesten

Om sommeren vokser antallet til cirka 30.000, da mange “flygter” til de knap så varme områder af Arizona, her i blandt Payson.

Så kører vi videre gennem smukt, smukt landskab, og vores næste stop er ved Theodore Roosevelt Lake. Her står en mindesten for Al Sieber, som døde her i 1907. Al Sieber var en, på det tidspunkt, meget kendt militærperson i USA´s borgerkrig, og som gennem årene havde stået for mange af de store slag. Han spillede blandt andet en stor rolle, da de jagtede Geronimo og han overgav sig i 1886. I 1907 byggede man vejen til den “nye” Roosevelt Dam – her stod Al Sieber i spidsen for det Apache arbejdshold, som lavede vejen.

Udsigten fra Tonto National Monument
Udsigten fra Tonto National Monument

Historien fortæller, at en kæmpestor sten rullede ned ad bjergsiden og slog Al Sieber ihjel. Andre historier fortæller, at indianere stod bag at stenen rullede ned… og hvem ved 🙂

Men hvorom alting er, så er her virkelig smukt! Søen her er helt blå og står i stor kontrast til de brune bjerge og den rå natur. Vi tager et stræk mere, og følger søen til Tonto National Monument.

Et kig ind i ruinen ved Tonto National Monument
Et kig ind i ruinen ved Tonto National Monument

Vi går op til en af de gamle ruiner på stedet, som sandsynligvis stammer tilbage fra 1300-tallet. Man regner med, at de har levet her i området i flere hundred år indtil de, i midten af 1500-tallet, forsvandt. Ingen ved hvorhen eller hvorfor. Ruinerne her er velbevaret og der bliver passet godt på dem. Det er rigtig fint, så man i mange år frem vil kunne se disse fine gamle bygningsværker. Der ligger mange, mange, MANGE flere derude – og heldigvis er mange af dem stadig ikke opdaget af menigmand. Måske er de blevet fundet og set – men heldigvis forbliver nogen ting nogenlunde hemmeligt, så al gammel historie ikke ødelægges af titusinder af fødder og hænder, som ikke alle er lige respektfulde overfor de gamle kulturers tidlige bygningsværker.

Her i området findes den ret store Gila Monster! Yes, et monster! Hæhæ det er nu “bare” en øgle/et firben – en langsom, men stor og tung en af slagsen.

Elisha Reavis - også kaldet "Madman of the Superstitions"
Elisha Reavis – også kaldet “Madman of the Superstitions”

Den lever under jorden, og kommer op til overfladen tidligt om morgenen og om aftenen, hvor den jager sin føde. Gila (udtales Hila (spansk)) Monstret, er det eneste giftige firben, som kommer fra USA – dens gift er dog ikke dræbende, til gengæld er dens bid meget svært at slippe ud af og er yderst smertefuldt.

Det er blevet eftermiddag, temperaturen er høj, og vi kører lidt tilbage for at dreje op ad Apache Trail. Her kører vi ad en yderst smuk rute, stopper ved Theodore Roosevelt Dam, og kører videre ud ad Apache Trail, snoet og smuk. Asfalt bliver til grus, og vi fortsætter på den tørre vej, mens Tony fortæller historier om tidligere tider og spændende ture, de har haft til området. Og om Elisha Reavis, “Madman of the Superstitions” – hvordan han blev “accepteret” (=ikke dræbt!) af Apache indianerne, da han valgte at bosætte sig her.

Elisha Reavis, født i Illinois i 1827, han blev skolelærer i Californien, men mistede hurtigt interessen for faget. Derfor drog han ud i bjergene for at grave efter guld omkring 1863 – og fulgtes med en gruppe guldgravere til Arizona. Det havde han ikke megen succes med, og flyttede tilbage til Californien i 1866, hvor han blev gift og fik to børn. Reavis vendte dog tilbage til Arizona i 1869, og slog sig ned i Superstition Mountains.

Tony og Claus - the two amigos!
Tony og Claus – the two amigos!

Det siges, at Reavis var en dygtig pistolmand, og der findes mange historier om hans skydefærdigheder og frygtløse levevis. En af de bedste historier fortalt om Reavis var, da han forsvarede sin ranch fra ti bistre Apache indianere, som var stærkt bevæbnede. Tidligt på eftermiddagen den 8. maj 1878 forsøgte de at få lokket Reavis ud af sit skjulested. Tre apache krigere havde allerede mistet deres liv til Reavis’ riffel. De besluttede derfor at gå over vandløbet og slå lejr for natten. Deres nye plan var at vente, til Reavis løb tør for mad og vand – de havde ikke travlt.

Mens Reavis afventede sin skæbne, kom han i tanker om en gammel historie, han havde hørt om Apacherne fra andre mænd, der havde overlevet lignende situationer. Hvis han kunne overbevise Apacheerne om, at han var sindssyg eller skør, ville de måske lade ham være.

Han afklædte sig derfor sit tøj, greb to store knive og løb gennem tværs gennem haven, over åen og virkede frygtløs! Da Apacherne først hørte – derefter så – den “hvide djævel” med rødt hår flagrende omkring sig, og vilde blå øjne komme ræsende imod deres lejrbål, var de overbeviste om, at ingen mand ved sine fulde fem kunne løbe nøgen rundt, bevæbnet med to store knive, direkte ind i lejren til 7 stærkt bevæbnede indianere! Apacherne flygter i panik og vendte aldrig tilbage til Reavis´ ranch igen. Der var mange Apache angreb i området i årene efter – men de undgik Reavis´ område fuldstændigt.

Vores campingområde for natten
Vores campingområde for natten

Reavis levede resten af sine dage på sin ranch, hvor han dyrkede grøntsager, som han solgte i minebyerne. Han var en enspænder og blev en legende på grund af den måde han var, hans fremtræden, hans uddannelse, hans selvtillid og den måde han levede på. Det siges, at han aldrig barberede sig eller tog et bad (men om det sidste er sandt, tvivler jeg på). En legende er han, og sikken en!

Nå – men det var jo vores tur, jeg kom fra! Sidst på dagen kører vi ned til en campingplads ved søen, Burnt Corral Campground. Vi finder en super fin plads, hvor vi slår os ned. Tony og Claus gør klar til natten, så vi også kan få lidt mad. Jeg er så heldig, at de har taget Tonys “camplet” med, som bare slås op over ladet på hans bil. Fanme smart! Min lænd forbyder mig at sove på jorden i øjeblikket, så jeg må lege prinsesse og sove heroppe (dog sammen med Claus). Tony har telt med, som han slår op. Aftensmaden – tjah, det er bare sådan noget, vi kan tilsætte kogende vand. Det skulle være let at have med at gøre, det var ikke maden vi kom for jo! Der bliver snakket og fortalt historier efter maden, og som det altid er, når man er ude – så går vi tidligt i seng.

Det er bælgragende mørkt ved 21 tiden, og det er vel også der omkring, vi går i seng. Jeg vågner mange gange i løbet af natten – der er kun net for i min prinsesse-seng, og det er en campingplads midt ude i ørkenen, så der er masser af dyr og fugle, som laver lyde i løbet af natten, og tidligt om morgenen (solen står op ved 5-tiden, men allerede ved 4-tiden begynder fuglene at pippe løs). Til gengæld har vi egentlig sovet (on/off) en del timer, for vi står først op 6.30. Natten i det-næsten-fri er fantastisk!

 

Tæt ved søen - næsten surrealistisk i Arizona
Tæt ved søen – næsten surrealistisk i Arizona

 

Yearh min seng!
Yearh min seng!

 

Næsten fuldmåne... og meget, meget mørkt
Næsten fuldmåne… og meget, meget mørkt

Og så lige tilbage til nogen af dagens billeder:

Theodore Roosevelt Dam
Theodore Roosevelt Dam

 

Udsigten fra Tonta National Monument
Udsigten fra Tonta National Monument

 

Udsigten fra Tonto National Monument
Udsigten fra Tonto National Monument

 

Pænt, pænt, pænt ved Tonto National Monument
Pænt, pænt, pænt ved Tonto National Monument