30/6 – Skydetræning og af sted mod Chinle

Vi vågner ved 6 tiden – solen bager på vores telt. Der har ikke været så koldt som forventet, og vi har haft det temmelig varmt.

Ligger lige og vurderer hvor smadret kroppen er af at have ligget i telt på et oppusteligt underlag. Men det føles ganske godt – det er et super fint underlag, vi har lånt til mig. Claus har haft et tyndere et, men han er også mere hårdfør end mig. Mine ører er mega forbrændte AVS! Ingen kasket i dag, jeg må vist ha´ kobojderhatten på i stedet! Den giver skygge til ørerne… og selvfølgelig solcreme faktor 30 på.

Pistoltræning fra morgenstunden
Pistoltræning fra morgenstunden

Vi går ned mod det delvist åbne telt, som er samlingspunktet. Scott laver noget havregrød til os, men da en af Hill brødrene spørger, om vi vil have noget super lækker honningmarineret (tror jeg det var) skinke, var det altså liiiidt mere interessant. Yummie, det var godt! Og en kop mokka til mig – wooooh, sådan en af dem, der virkelig starter systemet op! GODMORGEN-los-i-røven fik man lige der!

Der var tidligere blevet spurgt til, om der var interesse for en halv dags skydeteknisk undervisning med pistol, men der var ikke tilslutning nok. Nu var vi alligevel en 5-6 stykker, som gerne vil, så vi trækker ud på et areal på den anden side af grusvejen, hvor vi er helt alene. Der er selvfølgelig checket for køer i nærheden, hikers og andet godtfolk, men vi er alene.

Så nu får vi den store gennemgang af sikkerhed omkring håndvåben, sikring af våben, ladt/ikke ladt osv. Så går vi til den praktiske del med, hvordan vi holder rigtig på pistolen – en del af det var der allerede blevet undervist i i går. Vi taler om hvilke ”fejl”, der kan give hvilke udslag, når man skyder, hvordan man sigter, og alt det praktiske og sikkerhedsmæssige omkring det at have med skydevåben at gøre.

Der bliver sat skydeskiver op, vi er to og to sammen, Claus og jeg er sammen. Det hjælper en del, fordi jeg ikke ved meget om skydevåben, så at kunne vende noget af det på dansk også, hjælper mig rigtig meget.

Vi starter med, at den ene står og sigter med pistolen – der er ikke magasin i pistolen, så der bliver ikke skudt. Den anden lægger en cent op på det forreste sigtekorn, og den skal gerne blive der, når vi trykker på aftrækkeren! Det handler om at holde pistolen stille – før, under og efter skydning. Virkelig en god øvelse! Vi bytter efter nogle forsøg.

Næste øvelse er, at den ene vender sig om, den anden putter magasinet i pistolen. Om der så er en patron i kammeret eller ej, det ved den anden ikke. Så vender man sig om, gør klar og sigter, når man bliver bedt om det, og skyder, når man bliver bedt om det. Øvelsen i dette er, at man skal holde, sigte, skyde ens, hvad enten der er patron i kammeret eller ej. Måske slapper man mere af i hånden, hvis den ikke er ladt, måske holder man for stramt, hvis den er ladt, fordi man på forhånd ”spænder” over det brag der kommer, osv. Det gentages 4-5 gange, inden der skiftes. Dvs der vil være flere skud med patron og flere skud uden, og der bør ikke være noget mønster i det. Vi skifter et par gange og øver os helt vildt! Claus lærer også noget, selvom han har masser af skydetræning i forvejen.

Coloradofloden
Coloradofloden

Hvis de ser, at man ”flincher”, dvs at man ryster i skudafgangen eller bliver overspændt i arme og hænder, fordi man bliver bange for det skud/den lyd der kommer, bliver man bedt om at lave 5 aftræk/træningsskud, hvor der ikke er nogen patron i kammeret. For at finde tilbage til den ro, man er startet ud med. Imens man laver de 5 skud, finder man ofte ud af, hvad det var der gjorde, man ”flinchede”. Super god træning!

Den sidste øvelse går ud på, at man sørger for, magasinet er fyldt, der er ladt, men at pistolen er sikret, og den skal ned i bæltehylstret. Vi får at vide, hvornår vi skal trække, holde pistolen ind til kroppen, sigte og afsikre, og skyde, når vi er klar. Pistolen skal sikres og tilbage i hylstret. Det øver vi nogle gange, hvorefter vi laver det på en lidt mere omfattende måde. Trække, sigte og afsikre, skyde, kigge til siderne, om der er en buffas mere, sikre pistolen, kigge bagud for at se, om der sker noget, og putte pistolen tilbage i hylstret. Det er mange ting at holde styr på på én gang, men det er rigtig godt.

Jeg må erkende, at jeg rammer færre bulls-eye mod slutningen, men at jeg til gengæld ved, hvad jeg skal arbejde med, for at blive bedre. Så alt i alt har det været en SUPER undervisning, jeg har lært rigtig meget og er vældig tilfreds med mig selv. Claus var også god… men det ved han jo godt. Jeg er også god – det vidste jeg ikke 🙂

Store vidder...
Store vidder…

Klokken er cirka 11, vi kører tilbage til lejren og pakker teltet sammen. Vi takker og bukker for et super dejligt døgn og håber, vi kommer tilbage igen næste år.

Vi kører sammen med Scott, sydover mod Chinle, hvor han bor. Chinle ligger i Navajo Reservatet og det er en tur på ca. 5 timer. Vi tager det stille og roligt, kører langs Coloradofloden og nyder at se landskabet glide forbi os. Vi gør stop og tager billeder et sted, hvor vi krydser floden. Smukt er det – floden er brun og mørk. Den vil jeg nødig falde i! Vi konstaterer, at vi har et dæk, der lækker luft. ARGH!!! Ind på en tank og købe noget Fix-a-Flat, som skal pumpes ind i dækket og som så lukker hullet indefra… måske! Det holder umiddelbart – vi fylder mere luft på og kører videre. Der mistede vi lige en time, og vi skulle gerne have checket ind i vores næste bed&breakfast inden kl. 18. Det kommer ikke til at ske på nogen måde, men Scott ved hvor det er, så vi skriver til dem og sætter dem ind i situationen.

Næste stop er Moab, en spændende by, vi har været i før. Vi har ikke rigtig tid til at nusse rundt i byen, men går på Moab Brewery, hvor vi får en stor burger med fritter. Ganske god er den. Vi vender vores oplevelser og får os en god snak om alt og ingenting. Scott er en god fyr, med en fed humor. Og så har han en måde at sige tingene på, og en accent, der bare gør det hele endnu sjovere. Vi andre kan sige det samme nok så mange gange, det gør det bare ikke lige så sjovt!

...og mens solen går ned...
…og mens solen går ned…

Vi kører videre og lander i Many Farms kl. 21. Vi ringer til vores værter, Arlondo og Kristina, som kører ud til enden af grusvejen, hvor de møder os 21.15. Vi havde skrevet, at vi ville være der ca. 20.15, men havde ikke lige taget med i vores tidsregning, at man på reservatet er i en anden tidszone, og de er derfor en time længere fremme.

Vi følger dem ca. 5 miles ind ad grusvejen. Solen er gået ned, mørket har lagt sig, og vi er mega trætte. Vi skal bo de næste 2 nætter i en hogan, en traditionel Navajo hytte, som de udlejer, men også bruger til at afholde ceremonier i – se den her. De bor selv lige ved siden af hoganen i et hus, som har været Arlondos bedstefars. Han var Navajo Code Talker under 2. verdenskrig og der hænger billeder af ham på hele den ene væg.

De har gemt aftensmad til os, og vi får lidt i maverne, mens vi snakker. Det viser sig, at Kristina faktisk har danske aner. Hendes bedsteforældre eller oldeforældre (sorry!) immigrerede her over for mange år siden, hvor de mødte hinanden. Kristinas far flytter på et tidspunkt til Norge, og Kristina taler derfor også lidt norsk.

Efter maden går vi en kort tur ude midt i ingenting – vi kan intet se, men Arlondo ved, hvor stierne er. Vi snakker om alt muligt og umuligt, det er vældig hyggeligt og de er søde mennesker. Da vi kommer tilbage, får vi læsset alt vores bagage ind og vi får os lige indrettet lidt i hoganen, som består af ét rum med sand på gulvet. Der er en seng, et lille bord, køleskab, microovn og et blus, hvis vi får brug for det. Meget simpelt er det – og med lokum ude på pladsen, som man traditionelt har i Navajo. De har lige lavet et nyt lokum – og fint er det med en måne skåret ud i døren. Der er ingen rindende vand her ude, så alt foregår på gammeldags manér. Det hele er fint – men hvor ville jeg have svært ved ikke at have rindende vand og et toilet i mit hjem, men altid at skulle skide i et hul…

Claus pakker ud – jeg har haft det skidt de sidste timer. Det er nok en kombination af for lidt vand fra morgenstunden, meget sol, høj temperatur, høje højder (vi har været i 8.500 fod det sidste døgns tid. Flagstaff ligger i 7.000 fod – og ja, til sammenligning er de højeste danske punkter omkring 557 fod) og måske også lidt træthed oveni. Vi falder om og sover tungt, til uret ringer tidligt næste morgen.

Så er solen vist ved at være helt væk...
Godnat