25/6 – Turen går til Flagstaff

Godmorgen i Vegas!

IMG_2547a

Vi vågner kl. 5 – forsøger med en time mere – og en mere… men kl. 7 må vi give fortabt. Så vi bliver i stedet liggende og får styr på telefon og internet, får besvaret diverse mails og skrevet med ungerne. Vi checker ud 1045, pakker bilen og kører ud til Avis ved Las Vegas lufthavn. Bilens display er nemlig også dødt, så vi vil ikke kunne se kørte km og evt. nødlamper osv osv osv.

Lake Mead i horisonten... det er her, man finder Hooooover Dam
Lake Mead i horisonten… det er her, man finder Hooooover Dam

Vi får en byttebil – en Chevrolet Equinox – og som kun har kørt ganske lidt. Den er noget større og er mega fed. Soltag, indbygget GPS, lædersæder og vild luksus indeni… så det er et godt bytte. Og nu ruller vi mod Flagstaff, Arizona.

Det er en tur på ca. 4 timer. Det er tur, vi har kørt mange gange og vi ved, hvordan landskabet ændrer sig som vi kommer frem. Las Vegas ligger i Nevada – en kæmpe stor sandkasse! Det er ørken, ørken, ørken – brune bjerge stort set uden bevoksning. Ca. 40 km udenfor Las Vegas, lige ved grænsen til Arizona, kommer vi forbi Lake Mead, hvor Hoover Dam er. En kæmpe stor blå sø i stærk kontrast til alt det brune. Det er et smukt syn og fordelen ved at have soltag er, at man kan tage billeder, mens man kører. Vi har været ved Hoooover Dam en del gange, så det er okay bare at køre forbi i dag.

Langsomt ændrer landskabet sig. Bjerge og de lange flade stræk bliver mere grønne – der er planter og træer som dækker jorden. Solen bager, der er vel ca. 35-40 grader. Claus kører, jeg kigger! Der bliver også løst lidt kryds og tværs, men det er svært at holde øjnene væk fra det smukke lige udenfor.

Vi kører ind i Flagstaff ved 17 tiden. Vi starter faktisk med at køre ind i centret, hvor jeg får et amerikansk telefonnummer. BUT WHY??? Fordi jeg så kan være online, og vores nærmeste kan få fat i os. Det er ikke dyrt at ringe til USA, og vi kan bruge Viber når bare vi har netværksforbindelse, dvs vi kan ringe gratis. Så nu er jeg udstyret med et amerikansk telefonnummer.

Diablo
Diablo Burger

Så kører vi ind til byen, finder en parkeringsplads og går en lille tur rundt. Vi spiser på Diablo, en skøn burgerrestaurant inde midt i byen. De har kød fra øko-køer på græs – køer som ikke er blevet fyldt med antibiotika og væksthormoner… Læs mere her. Vi handler og kører ud til Mike og Melanies hus i Kachina Village. Vi skal passe hus, katte og høns frem til på fredag, mens de er på ferie.

Vi bærer ting ind, og kigger til hønsene og misserne. Jeg har SET høns før, men har ikke ligefrem haft et forhold til dem… aner ikke, hvordan jeg skal få sådan nogen ind i hønsehuset til nat. Heldigvis var de alle selv gået ind, så vi skulle bare lukke døren og sige godnat!

Vi forsøger at få styr på tingene, vores kufferter osv – og så går vi på hovedet i seng. Vi er trætte, stadig jetlaggede og 3-2-1, så sover vi 🙂