2014 – Af sted til Arizona

IMG_3906a
Så flyver vi ind over bjergene…

Så er vi i Arizona igen. Vi har glædet os og alligevel bliver alting lidt anderledes i år – vi er blevet bedsteforældre til en skøn dreng tidligere på måneden, og det fylder selvfølgelig en hel del. Men nu er vi her, og det bliver en skøn ferie.

Vi har en god tur over Atlanten – men laaaaang. Vækkeuret ringer kl. 4 og det første vi bliver “mødt” med er en mail om at vores fly fra Düsseldorf til Heathrow er aflyst, og der er ikke lagt ny rejseplan endnu. Ingen telefoner er åbne hos British Airways, så vi må jo bare tage til Billund og håbe det løser sig. Vores søde svigersøn henter os kl. 04.45 og kører os til Billund – TAK!

Vi flyver planmæssigt fra Billund til Düsseldorf i en lille bitte flyver, en Jetstream 31 Airliner med plads til ca. 20 personer – og vi var vel bare 8 med! Hæhæ – en lidt speciel oplevelse, men det var helt fint. I Düsseldorf går det planmæssigt og vi kommer på den næste flyver til Heathrow – det bliver så med Lufthansa i stedet for British Airways, der jo har aflyst afgangen.

I Heathrow tror vi egentlig, at vi har masser af tid, og at vi skal nå at have lidt frokost. Men næh nej, tiden løber ud i sandet! Vi skal til American Airlines skranken, fordi vi ikke har fået boardingpas. Det tager rigtig lang tid inden de alle kommer igennem, fordi der var en stor gruppe, som skulle til bryllup i New York – og det tager godt en time at komme videre her fra, og vi må næsten løbe til udgangen for at boarde.

Upgraded hotelværelse!
Upgraded hotelværelse!
Det er ren luksus –
og vi nyder det zzzzzzzz…

Ind på monsterflyver til LA. Jeg er generelt ikke glad for flymad, så denne gang (som sidste gang) har vi bestilt kosher mad til mig! Det var egentlig bare et forsøg sidste år, men jeg var ret begejstret dengang, så det skal prøves igen. Og det er fantastisk mad.

Jeg får en pastasalat med tun til forret, og til hovedret får jeg rigtig lækker kylling, kartoffelmos, som smager af kartofler, samt ærter og gulerødder. Friskbagt brød er der også til – og en chokoladekage til dessert – YUMMIE! Det er jeg altså nødt til at anbefale, hvis du ikke er til flymad. Kosher eller Asiatisk vegetarisk, som også er rigtig godt.

Det er en rigtig fin tur, men laaaang. Der er lidt morgenmad, som jeg vitterlig ikke husker hvad er – og så får jeg lidt specielt til frokost igen. Mens Claus spiser en slatten pizzating, får jeg noget spinat i butterdej.

Vi lander i Los Angeles lidt over kl. 1700 lokal tid – efter en rejse på godt 16 timer. Det tager os en god time at komme igennem immigrationen. Der står rigtig mange i køen foran os, som skal ind i USA – og en del af dem kan stort set ikke engelsk – så det tager sin tid! Vi kommer endelig frem til en rigtig flink gut, så det bliver faktisk bare til en hyggelig snak om hvad vi skal i Arizona. En rigtig god oplevelse.

Ud efter bil hos Avis. Det er sådan et kæmpested, hvor de “opererer” for alle de mindre bil-udlejningsfirmaer. Vi får en Chevrolet Captiva – den er ikke så velholdt og det virker som om det var en ret lille motor. Nå, men af sted med os. Claus kører og jeg falder i søvn næsten med det samme… da vi har ca. 120 miles tilbage til Las Vegas, bytter vi.

Badeværelse....
Badeværelse….
Og ja – der ER tv i spejlet!
Og nej, jeg har IKKE manipuleret lyset…

Vi er lige ude og lave sprællemænd og hoppe lidt rundt på en p-plads (vi er helt alene – håber vi!!) – men i 35 graders aftenluft er det altså ikke så forfriskende som ønsket! Jeg kører det sidste stykke og Claus får en lur.

Vi checker ind på Flamingo ca. kl. 1. Vi bliver opgraderet – noget som sommetider sker, når de ser Claus´ militære ID kort. Og det er altid dejligt, også selv om det kun er for en nat. Så vi får et mega lækkert værelse. Vi får lidt styr på tingene, får Internetadgangen på plads, så vi kan skrive rundt, at vi er kommet godt frem. Og så går vi en kort “aftentur”. Vi har boet på flere andre hoteller i Las Vegas, men vender altid tilbage til Flamingo, fordi værelserne er rigtig fine og vi ved, hvor alting er. Det ligger midt på Strippen (hovedgaden), og vi spiser gerne buffet på Flamingo om aftenen (det når vi så ikke denne gang). Og så kan vi næsten altid få et godt tilbud på værelser her.

Vi går kolde ved 2 tiden… totalt udmattede!

One thought on “2014 – Af sted til Arizona

  1. Ihhh, hvor er det spaendende at laese, specielt efter jeg endelig kom til Vegas selv og ved hvad og hvor “Strippen” er. Jeg ved endda hvor Flamingo Hotellet ligger.
    Fortsat rigtig dejlig tur. <3

Comments are closed.