Hjemme i Danmark

Så har vi været tilbage i Danmark i en lille uges tid. En fantastisk ferie sidder stadig i os, fysisk og følelsesmæssigt. Vi har jetlag endnu – kan ikke helt finde ud af at sove, når vi “skal”. Jeg har et tungt hjerte efter at have forladt mit paradis, men jeg er ikke så nedtrykt, som jeg har været de seneste år. Vi holder humøret højt ved at tænke på vores gode oplevelser og vi er gået igang med at planlægge næste års retreats, mens vi stadig har alle følelserne af Arizona i os.

Der mangler stadig nogle dage i bloggen fra turen. De sidste indlæg kommer en af dagene, og bliver en opsamling af de mest oplevelsesrige dage i slutningen af ferien. Vi har stadig en fantastisk vandretur i de røde bjerge at fortælle om, og så kan vi lige give jer en bid af Las Vegas også 🙂

Lige nu går mine tanker til Arizona, til de pårørende til de 19 brandmænd, som mistede livet forleden i Yarnell Hill branden, i en af Arizonas heftige sommerbrande. Jeg sender også tanker til de ca. 200 familier, som har mistet deres hjem til branden. Skovbranden vokser dag for dag, og senest nyt er fra i aftes (Arizonatid), hvor ilden nu har overtaget på et 34 km2 stort område. Jeg håber inderligt, at de seje og modige brandmænd snart får bugt med branden, og at monsunen snart sætter ind med sine nådige regndråber.

Det var lige en lille update her fra “kontoret” – som lige nu er spisebordet – og med en kat liggende på skødet af mig. JEG FRYSER!!!! Det er koldt at komme hjem til en dansk “sommer”!