15/6: De røde bjerge igen – og hygge ovenpå

Starten af den lange gåtur i smukt terræn
Starten af den lange gåtur i smukt terræn

I dag har vi en plan om at finde ”vores” ruin udenfor Sedona. Vi kører ved 11-tiden og kører ud til stedet, parkerer bilen og denne gang tager vi den direkte gåtur hen til, hvor vi skal dreje fra grusvejen. Sidst tog vi den nyanlagte sti, som går den ”forkerte” vej rundt, en super smuk tur, men også en sti, som forlænger turen med ca. 30 min. Vi har fyldt godt med vand på fra morgenstunden, og har ca. 4 liter med hver.

Inden vi drejer fra grusvejen, passerer ca. 8 åbne jeeps os. Det er ture, man kan købe inde fra Sedona. De følger grusvejen og har en guide med, som fortæller om, hvad man ser på turen. Vi venter, til de er kørt forbi, og følger herefter den lille sti væk fra grusvejen. Vi når ca. 10 minutter ind, og pludselig kan vi konstatere, at det drypper fra oven! DET REGNER!!!! Men kun lidt… regn i maj og juni er yderst sjælden, og alle i Arizona glæder sig sindssygt til regntiden kommer. Det er monsunen, der trækker herop, men det er for tidligt. Regnen starter tidligst i slutningen af juni, eller i juli måned. Ikke desto mindre regner det lidt nu – meget lidt.

Så fandt vi endelig den smukke gamle ruin
Så fandt vi endelig den smukke gamle ruin

Vi nyder det – selv de få regndråber føles skønt mod vores varme hud, og giver lidt ekstra energi. Inden vi når frem til ”vores” sted, kan vi høre det buldre – vi kigger op og ser lyn. Et uvejr trækker op – som skrevet er det meget sjældent på denne tid af sommeren, men det sker.

Vi finder stedet og går op til ruinen. Smukt og ganske specielt er her! Hele klippesiden vender mod nord, hvilket er et meget usædvanligt sted at placere en bygning på den tid. Normalt er de på klippesider, som vender mod øst eller syd, så der er sol. Så dette sted har været specielt dengang – og vi kan kun gisne om, hvorfor den ligger her, hvad den er blevet brugt til, og hvem der har boet her.

Vi står oppe ved siden af ruinen og ser lynene og hører de kæmpe brag, som forplanter sig i bjergene. Men der kommer ikke mere regn, hvor vi er. Vi bliver her en times tid, til uvejret er taget af, inden vi går tilbage mod bilen. Luften er lidt mere frisk nu efter den lille smule regn. Alligevel synes turen tilbage altid længere og hårdere, men vi snakker om vores planer for retreats og oplevelsesture til Arizona.

"Døren"
“Døren”

Vi når tilbage til bilen og drømmer om en is!

Vi kører ind til Sedona, og vi bliver ikke fristet af nogen is herinde. Claus får sig en cola og jeg får en Mocca frappucino i Starbucks, og sætter atter kursen mod Rimrock.

I morgen, den 16. er det fars dag herovre, og 2 af Tims døtre er kommet på besøg, Jessica og Joy. Vi er inviteret ovenpå til Maria og Tim til ost og crackers her til aften. Vi når lige at få skiftet tøj og få skyllet al det røde sand af benene, inden vi går op.

Vi har en super hyggelig aften sammen med skønne mennesker, dejlig vin og lækker ost.

Vi er super glade og taknemmelige for de dejlige nye venner vi har fået i år 🙂

 

En smuk og mørk eftermiddagshimmel skuet fra ruinen. Det lyner og buldrer - her er så smukt
En smuk og mørk eftermiddagshimmel skuet fra ruinen. Det lyner og buldrer – her er så smukt
Så er uvejret drevet over, og vi går tilbage. IIIIIIS!!!!
Så er uvejret drevet over, og vi går tilbage. IIIIIIS!!!!